“Når du anmelder en bogserie graver du din egen grav, lidt dybere, for hver ny bog i serien du læser. Eller for at sige det på en mere sporty (og lidt mindre negativ) måde: Du løfter baren, for hver bog i serien, du læser, og det bliver stadig sværere for dig, at opnå en fyldestgørende anmeldelse. Der er nu gået over et år, siden at jeg skrev anmeldelsen til “Historien om Willum, første bog”.
I mellemtiden er jeg kommet til fjerde bog og femte bog er allerede blevet offentliggjort, og forfatteren Nikolai Troest skriver i øjeblikket på den sjette og sidste bog i serien. Så denne anmeldelse handler om “Historien om Willum, fjerde bog”, og jeg bliver langsomt nødt til at stå over for problemet; at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal skrive. Ikke at det nogensinde forhindrede mig i at gøre det alligevel, men jeg er ved at løbe tør for superlativer...
Jeg synes, den litterære udvikling, som forfatteren har gennemgået siden første bog, er enorm. Den fjerde bog er et harmonisk, sammenhængende værk, der ligesom tredje bog også nipper lidt fra alle mulige genrer. Bogen er som en stor gryderet, hvor forfatteren kaster de mange karakterer (ligesom tredje bog, synes jeg heller ikke at den her bog har nogen reel hovedperson) såvel som kærlighed, romantik, tristhed, melankoli, en kriminalroman og en medicinsk science-fiction thriller ned i gryden og der krydres efterfølgende med alt fra emner som: (medicin) etik, moral, videnskab, social kritik og (i dette tilfælde også) konspirationsteorier (om pinealkirtelen, sodium og hemmelige underjordiske laboratorier). Resultatet er en velsmagende, men ikke altid lige let fordøjelig gryderet. I slutningen af måltidet er der ydermere en tung fordøjelig dessert bestående af tankevækkende tanker om emnerne: Liv, død og reinkarnation.
Jeg finder dog ikke bogen vanskelig at fordøje, fordi den på et tidspunkt måske ville blive dårlig. Absolut ikke! Det stimulerer kun læseren til at tænke og stille spørgsmål, forårsager latter, tårer, tankelinjer og søvnløse nætter. Mange af kapitlerne slutter med en cliffhanger, så læseren bliver tilbøjelig til at læse hurtigt og uopmærksomt videre, muligvis endda til bare at vende sider i et væk. Men det kan ikke anbefales! De enkelte bøger i serien "Historien om Willum" er bøger, hvor du skal læse hver eneste sætning og lade den synke ned. Ikke kun fordi du så ellers måske mister tråden, men frem for alt, fordi næsten hver sætning har en dybere betydning eller en vigtig besked, eller simpelthen er så smuk og så poetisk, at det er det hele værd, lige at tage sig tid til og læse dem grundigt igennem.
Ligesom sine forgængere er fjerde bog i serien; surrealistisk, bizar, fantastisk og fantasifuld - men ikke helt urealistisk. I alt, hvad der sker, er der lidt ”kunne være” og et ”hvad nu hvis?” - og udover historien om Willum, Olivia, Lisa Nilson, Lisa Ekdal, Råger S.B Heinrich og alle de andre karakterer, er bogen smuk, rig på billeder, poetisk, bizar, vild, krævende, kærlig, fængslende, dyb, filosofisk, godt formuleret og rar at læse og får dig til at ville gå videre til næste bog. Forfatteren forklarer ydermere her i fjerde bog nogle af de ting, der blev behandlet i de første bøger og besvarer også nogle af de spørgsmål, der lå ubesvarede hen. (især med hensyn til Råger S.B. Heinrich, hans Vaniluhm forskning og om Willum) Andre ting forbliver ubesvarede - men der er jo også stadigvæk to bøger på vej.
En ting jeg allerede ved med sikkerhed er: At når jeg har alle seks bøger i mine hænder eller på hylden, så læser jeg dem alle sammen igen, med en viden fra slutningen og vil sandsynligvis så være i stand til at forstå nogle af tingene bedre.
Jeg anbefaler denne bog til alle, der i øjeblikket har brug for lyspunkter, positive tanker og en smuk historie. Selvom bogen begynder en smule deprimerende med sætningen: ”Der venter ingen belønning, hverken før eller efter livets afslutning. Den præmie, der er tilværelsens mål, har du allerede indkasseret, og er ved at fortære i dette øjeblik. Paradis er en tilstand, der sanses i levende live, ikke i dødens opløste intethed”, så sættes denne negative erklæring meget hurtigt i perspektiv på de følgende sider. Konklusion: "Livet er, hvad du gør det til", selv i vanskelige tider. Fordi der er én ting, der altid holder os i gang, et kontrapunkt mod håbløshed og ensomhed: "Livsgnisten, som vi arver og som vi via vores gener og memer overfører og videregiver til andre"
Wenn man eine Serie rezensiert, dann schaufelt man sich als Rezensent sein eigenes Grab mit jedem neuen Teil ein bisschen tiefer. Oder, um es sportlicher (und ein wenig weniger negativ) auszudrücken: man legt sich die Latte mit jedem Teil höher und es wird zunehmend schwieriger, sie zu erreichen. Es ist inzwischen über ein Jahr her, dass ich die Rezension zu „Historien om Willum første bog“ geschrieben habe. Inzwischen bin ich bei Teil 4 angelangt, Teil 5 ist schon erschienen und der letzte und sechste Teil ist beim Autor Nikolai Troest in Arbeit. Diese Rezension ist also zu „Historien om Willum fjerde bog“ und ich muss mich langsam dem Problem stellen, dass ich nicht mehr weiß, was ich überhaupt noch schreiben soll. Nicht, dass mich das jemals gehindert hätte, es trotzdem zu tun, aber mir gehen langsam die Superlative aus.
Die schriftstellerische Entwicklung, die der Autor seit dem ersten Teil durchlaufen hat, finde ich enorm. Band 4 ist ein harmonisches, in sich stimmiges Werk, das, wie schon Teil 3, in allen möglichen Genres „wildert“. Das Buch ist wie ein großer Kochtopf, in den der Autor die zahlreichen Charaktere wirft (einen wirklichen Protagonisten gibt es auch in diesem Teil meiner Meinung nach nicht), dazu Liebe, Romantik, Trauer, Melancholie, einen Krimi und einen medizinischen science-fiction Thriller gibt und alles mit Themen wie (Medizin)Ethik, Moral, Wissenschaft, Gesellschaftskritik und (in diesem Fall auch) Verschwörungsmythen (über die Zirbeldrüse, Sodium und geheime Labors) würzt. Was dabei herauskommt, ist ein schmackhafter, wenn auch nicht immer bekömmlicher Eintopf. Zum Abschluss des gibt es dann einen schwer verdaulichen Nachtisch aus nachdenkliche Gedanken zum Thema Leben, Tod und Reinkarnation.
Nicht immer bekömmlich finde ich das Buch keinesfalls, weil es zu irgendeiner Zeit schlecht wäre. Absolut nicht! Es regt den Leser zum Nachdenken und Hinterfragen an, sorgt für Lachen, Tränen, Denkfalten und schlaflose Nächte. Viele der Kapitel enden mit einem Cliffhanger, sodass man als Leser geneigt ist, schnell und unaufmerksam weiterzulesen, eventuell sogar Seiten zu überblättern. Ein böser Fehler! Die Teile der „Historien om Willum“-Serie sind Bücher, bei denen man jeden einzelnen Satz lesen und auf sich wirken lassen sollte. Nicht nur, weil man sonst eventuell den Faden verlieren könnte, sondern vor allem deshalb, weil so gut wie jeder Satz eine tiefere Bedeutung oder eine wichtige Aussage hat oder schlichtweg schön und poetisch ist und es wert ist, gelesen zu werden.
Wie die Vorgänger ist das Buch surreal und skurril, phantastisch, phantasievoll – aber nicht völlig unrealistisch. In allem, was passiert, steckt ein kleines „könnte doch sein“ und ein „was wäre, wenn?“. Aber ganz abgesehen von der Geschichte rund um Willum, Olivia, Lisa Nilson, Lisa Ekdal, Råger S. B. Heinrich und all die anderen Figuren, ist das Buch wunderschön, bildreich, poetisch, skurril, wild, anspruchsvoll, liebevoll, fesselnd, tiefgründig, philosophisch, gut formuliert und schön zu lesen und macht Lust auf den nächsten Teil. Der Autor klärt einiges auf, was in den ersten Teilen angesprochen wurde und noch Fragen offen ließ (vor allem in Bezug auf Råger S. B. Heinrich, seine Vaniluhm-Forschung und Willum), andere Dinge bleiben ungeklärt – es kommen ja noch zwei Teile. Und eines weiß ich jetzt schon ganz sicher: wenn ich alle sechs Teile in den Händen bzw. im Regal habe, werde ich sie mit dem Wissen vom Schluss alle noch einmal lesen und vermutlich einiges besser verstehen können.
Ich lege dieses Buch jedem ans Herz, der momentan Lichtblicke, positive Gedanken und eine schöne Geschichte braucht. Zwar fängt das Buch etwas deprimierend, mit dem Satz „ Der venter ingen belønning, hverken før eller efter livets afslutining. Den præmie, der er tilvrelsens mal, har du allerede indkasseret og er ved at fortre i dette øjeblik. Paradis er en tilstand, der sanses i levende live, ikke i dødens opløste intethed.” Aber auf den folgenden Seiten relativiert sich diese negative Aussage sehr schnell. Quintessenz: ”Leben ist das, was du draus machst”, auch in schwierigen Zeiten. Denn eines hält uns immer aufrecht, ein Gegenpol zu Hoffungslosigkeit und Einsamkeit: „livsgnisten, som vi arver og som vi via vores gener og memer overfører og videregiver til andre“ – für diesen Lebensfunken, der manchmal tatsächlich ansteckend ist, für schöne Gedanken und tröstende Ansätze in einer dunklen Zeit von mir 5 Sterne.
