Bevor hier der Eindruck entsteht, ich würde ständig nur lesen - dem ist nicht so. Nicht ganz zumindest. Wenn ich nicht gerade verletzt bin, laufe ich auch. Meine neue Lieblingsrunde ist ganz klar eines: animalisch.
Ich laufe also hier an der Haustüre los. Am liebsten bei Sonnenaufgang. Renne über Straßen und Gehwege, husche über Ampeln und Kreuzungen und lande bei km1 an den Schulen. Da warten dann schon die ersten Kaninchen auf mich. Ungeduldig. Und rennen parallel zu mir über den Sportplatz.
Ich laufe weiter. Unterwegs feuern mich unzählige Tauben und anderes Geflügel an. Ich hab keine Zeit, mich mit ihnen zu unterhalten.
Dann bin ich endlich am Ortsschild und raus aus der Stadt. Am Feldrain entlang geht es weiter. Da sitzt auch schon ein Feldhase mitten auf dem Weg, klopft ungeduldig mit den Hinterläufen - ich seufze tief, schon wieder einer, der ein Wettrennen machen will. Die verliere ich doch eh immer. Kollege Kaninchen kreuzt meinen Weg, wo will der denn hin? Ach, da hinten, da, wo Frau Fasan gerade ihren Kindern das Feld zeigt. Mein Lauf-Gegner verschwindet zwischen den Kartoffelpflanzen. Und ich laufe weiter.
Inzwischen sind es 4,9km und ich muss über die Straße. Mist, für 6 Uhr ist eindeutig schon viel zu viel Verkehr. Also erstmal noch 200m in die falsche Richtung laufen, dann umkehren und endlich über die Straße huschen können. Jetzt wird es richtig wild. Hasen, wohin ich auch schaue. Fasane und, hey, was macht der denn hier? Und ja, liebe Leser, es irritiert fremde Menschen sehr, wenn man im Feld steht und "Alan, du Scheißvogel!" brüllt. Aber warum kommt die Frau mit ihren beiden Hunden auch in dem Moment, als dieser mistige Fischreiher neben mir landet?
Inzwischen bin ich bei 6km, einer muss noch und dann bin ich wieder zu Hause. Schön wars. Und wild.
Mittwoch, 27. Mai 2020
Sonntag, 17. Mai 2020
Wandern zwischen Roermond und Swalmen
Erstmal vorneweg: mir haben die Beschränkungen wegen der Corona-Pandemie zu keiner Zeit irgendetwas ausgemacht. Ich war seit dem 13. März kaum draußen und wenn, dann nur um zu laufen und das mache ich bei Sonnenaufgang - da trifft man praktisch niemanden. Aber tatsächlich habe auch ich etwas vermisst: die Ausflüge nach Roermond und die Möglichkeit, dort ein bisschen zu wandern.
Und jetzt darf man es wieder. Also haben wir uns für den Anfang eine lockere Tour am Wasser entlang ausgesucht. Und was soll ich sagen: es war herrlich! Ausgehend vom RetailPark in Roermond sind wir über Asselt durch Wald, Feld und Wiesen nach Swalmen gewandert und dann wieder zurück nach Roermond. Immer den gelben Pfeilen der Knoopunkte nach - und schwups waren es statt der geplanten ca 12km dann wieder 15, irgendwo fehlte ein Pfeil.
Aber macht ja nichts, für uns ist immer die Hauptsache, dass wir zurückfinden. Getroffen haben wir unüblich viele Spaziergänger/Wanderer, wie immer (rücksichtslose) Radfahrer und jede Menge Schafe.
In der Hoffnung, dass man bei gebotener Vorsicht weiterhin solche Ausflüge machen darf, freuen wir uns langsam doch ein bisschen auf den Sommer.
Und jetzt darf man es wieder. Also haben wir uns für den Anfang eine lockere Tour am Wasser entlang ausgesucht. Und was soll ich sagen: es war herrlich! Ausgehend vom RetailPark in Roermond sind wir über Asselt durch Wald, Feld und Wiesen nach Swalmen gewandert und dann wieder zurück nach Roermond. Immer den gelben Pfeilen der Knoopunkte nach - und schwups waren es statt der geplanten ca 12km dann wieder 15, irgendwo fehlte ein Pfeil.
Aber macht ja nichts, für uns ist immer die Hauptsache, dass wir zurückfinden. Getroffen haben wir unüblich viele Spaziergänger/Wanderer, wie immer (rücksichtslose) Radfahrer und jede Menge Schafe.
In der Hoffnung, dass man bei gebotener Vorsicht weiterhin solche Ausflüge machen darf, freuen wir uns langsam doch ein bisschen auf den Sommer.
 |
| Es ist Sonntagmorgen! Ich will ausschlafen! |
 |
| Klettern auf Mount Mama |
 |
| Der Sporthafen von Asselt |
 |
| Der niedlichste Wegweiser überhaupt |
PS. Leider haben wir keinen einzigen Reiher gesehen. Vermutlich lebt Allan also inzwischen doch wieder in Kopenhagen. Tatsächlich wurde er dort wieder gesichtet, der Scheißvogel.
Dienstag, 28. April 2020
Historien om Willum, anden bog - Nikolai Troest
Und da ist er wieder, mein Freund Willum. Hier meine Rezension zu "Historien om Willum - Anden Bog".
Und hier mal ein bisschen was von der Freude des Autors Nikolai Troest, der gerade dabei ist, den 4. Band zu redigieren und am 6. und letzten Band schreibt:
Kære alle 🙂
Jeg har her til morgen været så usansynligt heldig, at modtage endnu en anmeldelse af Historien om Willum, denne gang er det af den anden bog i serien. Anmeldelsen er skrevet af, hvad jeg fra nu af, stolt vil kalde for “Min tyske boganmelder”, der ligeledes berigede mit forfatterskab, med en anmeldelse af min første bog i serien. Det er endnu engang svært at få armene ned, men denne gang, tror jeg bare at jeg vil lade dem blive der oppe, da der vil...
Historien om Willum, anden bog.
Efter jeg skrev om alt det poetiske, psykedeliske og fantastiske, i anmeldelsen af: ”Historien om Willum, første bog”, er det endnu sværere at skulle beskrive: ”Historien om Willum, anden bog”, på den rigtige måde...
For selvfølgelig er denne bog også psykedelisk, vild og fantastisk. Men der er mere... Og dette ”mere” skal selvfølgelig beskrives...
For mig er ”Historien om Willum - anden bog” en meget speciel bog. Så meget er sikkert. Historien fortsættes videre fra første bog og derfor vil jeg; på trods af den korte opsummering i starten af bogen, ikke anbefale nogen at læse den, uden først at kende dens forgænger. Hvilket selvfølgelig også er en opfordring til at læse den tredje bog, der heldigvis allerede er udgivet...
Der vil i alt, udkomme seks bøger: W I L L U M har seks bogstaver, og ”Du kan ikke gøre noget forkert”, den vigtigste sætning i alle bøgerne i serien, består også af seks ord.
I anden bog er Willum stadigvæk på vej, også på molekyl- eller æteriske niveau. Han udforsker her miljøet omkring sig og lærer mange nye mennesker at kende. De mange bekendtskaber viser ham ikke kun deres verden, men han formår også at berige deres liv, med sin barnlige begejstring og åbne tilgang til livet - og det faktum, at han drikker sin kaffe med syv stykker sukker, fik ham kun til at vokse endnu tættere på mit hjerte!
Forfatteren formår meget dygtigt at forbinde alle disse utallige, og ved første øjekast, fuldstændigt ikke-relaterede fortællinger som bogen er fyldt til randen af. Fordi alle de karakterer der fremstår i bøgerne, tilsammen danner et stykke af det samlede puslespil eller et stykke i kludetæppet i den langsomt udviklende fortælling ”Historien om Willum”.
Selvom Willum i anden bog stadig er i centrum af historien, spiller de andre karakterer de førende roller i denne bog. Deres mest vanskelige historier, og hvad de havde at gøre med i livet, indtil de blev de mennesker, de er, er en stor del af historien. Og uden undtagelse vokser de sig alle stærkere fra omstændighederne i deres liv og udvikler sig til nogle ekstremt interessante mennesker. Bogen handler om så mange store og interessante personligheder, som forfatteren beskriver ganske kort, men på samme tid så sødt, magtfuldt og klart, at jeg ikke kan finde ud af, hvem af dem der rørte mig mest...
Der er for eksempel historien om Willums far; Råger S.B. Heinrich, historien om Willums søstre Lisa Nilson og Lisa Ekdal og mange andre. Hver enkelt fortælling er interessant, informativ eller simpelthen bare smuk.
Willums møde med Irma Severinsen i N.J. Frænkels Alderdomshjem er ligeledes meget smukt beskrevet, og Willums lette og unbekymrede omgang med den gamle dame og den effekt, han havde på hende, fik mig til at græde. Hendes glæde ved at møde nogen som Willum, som hun kan fortælle sin historie og dermed genopleve sin ungdom, er så utrolig stærk. Og det faktum, at hun ønsker at blive i sengen, fordi hun er ung der og kan gå tabt i sine drømme, er også en virkelig sød fortælling.
Historien om Thea Felicia rørte mig også dybt. Hun voksede op med tvangstanker, der ikke lod hende føle glæde, fordi hun var overbevist om, at til gengæld for den glæde hun følte, så ville nogle andre så ikke kunne føle nogen glæde, på grund af det. Rå tanker - men bestemt ikke fremmed for mange.
Og selvfølgelig er der historien om Willums mor KitogPatKot, der udgør en stor del af bogen. KitogPatKot er også en meget interessant konstrueret personlighed, selv hendes navn er en konstruktion: hendes navn består af hendes eget navn Kit og navnet på hendes forsvundne mand Pat Kot. Faktisk blev KitogPatKot oprindeligt kun kaldt Proto X-25 og var i begyndelsen blot et "væsen", der blev bygget af CIA til ét enkelt formål: at grave tunnelsystemer ekstremt hurtigt med sine bare hænder og vinde krigen. I denne sammenhæng beskriver forfatteren meget subtilt ting som tortur, krigsforbrydelser og sleepers (folk, der har fået en chip placeret i deres hjerne på regeringens vegne som manipulere med deres tanker og handlinger). Dette gør ikke kun Kit til en muldvarp (hun graver som en), men også billedligt (som en mulig spion bag fjendens rækker uden, at hun er opmærksom på det). Forfatteren beskriver scenerne på en saglig og ublodigt måde, så så meget som muligt overlades til læserens egen fantasi. Chippen i KitogPatKots hjerne minder mig om “I don’t like Mondays” af The Boomtown Rats med linjen “The silicon chip insider her head gets switched to overload”. KitogPatKot oplever efterfølgende mange forskellige ting, indtil hun med hjælp fra Råger S.B. Heinrich til sidst havner i Danmark, hvor hendes historie fortsætter. En historie om kærlighed, stoffer, søgen efter sikkerhed og tryghed og et haiku digt der altid vil spille en rolle...
Bogen har, som forgængeren også mange sjove elementer. Eller elementer, der er sjove og foruroligende og triste på samme tid. Bogen starter med et stort møde i ROTARY-logen. Det minder mig lidt om Wien-kongressen fra 1814/15, hvorfra citatet ”Kongressen danser” kommer. Dengang i Wien dansede og fejrede folk, drak og spiste godt; på ROTARY-mødet spiser logebrødrerne enorme mængder kvarkkage, og er parallelt grundlaget for et enormt masseeksperiment indeholdende Råger S.B. Heinrichs rabiate og stærkt eksperimenterende stof: Vaniluhm.
ROTARY-medlemmerne har efterfølgende en lang række meget psykedeliske oplevelser, hvoraf nogle af dem er ret sjove for læseren. Især Sten Stensen, der straks begynder at jodle og ikke kan stoppe igen...
Alt i alt er ”Historien om Willum, anden bog” meget forskellig fra den første bog, den er mere smuk og behagelig at læse og ikke så vild, psykedelisk og surrealistisk - (måske er jeg blot blevet så vant til det, at jeg ikke længere bemærker det) - men meget varm og sentimentalt i store dele og undertiden er den også romantisk.
Mange af scenerne går lige i hjertet og er meget rørende. Forfatteren er billedkunstner - i sin bog maler han billeder med ord, farverige, kraftfulde og smukke.
Jeg kan kun anbefale “Historien om Willum, anden bog” til alle dem, der kan og vil med ud på en vild rejse.
Jeg læste bogen og hørte lydbogen (indlæst af Johan Olsen) på samme tid og det var en fornøjelse (igen). Jeg vil anbefale begge bøger/lydbøger.
Underteksten til bogen er ”kan” - og ja, forfatteren KAN skrive. Jeg ser frem til den tredje bog, der heldigvis allerede står på min boghylde, og de kommende bøger og giver den her bog 5 stjerner.
Und hier mal ein bisschen was von der Freude des Autors Nikolai Troest, der gerade dabei ist, den 4. Band zu redigieren und am 6. und letzten Band schreibt:
Kære alle 🙂
Jeg har her til morgen været så usansynligt heldig, at modtage endnu en anmeldelse af Historien om Willum, denne gang er det af den anden bog i serien. Anmeldelsen er skrevet af, hvad jeg fra nu af, stolt vil kalde for “Min tyske boganmelder”, der ligeledes berigede mit forfatterskab, med en anmeldelse af min første bog i serien. Det er endnu engang svært at få armene ned, men denne gang, tror jeg bare at jeg vil lade dem blive der oppe, da der vil...
Historien om Willum, anden bog.
Efter jeg skrev om alt det poetiske, psykedeliske og fantastiske, i anmeldelsen af: ”Historien om Willum, første bog”, er det endnu sværere at skulle beskrive: ”Historien om Willum, anden bog”, på den rigtige måde...
For selvfølgelig er denne bog også psykedelisk, vild og fantastisk. Men der er mere... Og dette ”mere” skal selvfølgelig beskrives...
For mig er ”Historien om Willum - anden bog” en meget speciel bog. Så meget er sikkert. Historien fortsættes videre fra første bog og derfor vil jeg; på trods af den korte opsummering i starten af bogen, ikke anbefale nogen at læse den, uden først at kende dens forgænger. Hvilket selvfølgelig også er en opfordring til at læse den tredje bog, der heldigvis allerede er udgivet...
Der vil i alt, udkomme seks bøger: W I L L U M har seks bogstaver, og ”Du kan ikke gøre noget forkert”, den vigtigste sætning i alle bøgerne i serien, består også af seks ord.
I anden bog er Willum stadigvæk på vej, også på molekyl- eller æteriske niveau. Han udforsker her miljøet omkring sig og lærer mange nye mennesker at kende. De mange bekendtskaber viser ham ikke kun deres verden, men han formår også at berige deres liv, med sin barnlige begejstring og åbne tilgang til livet - og det faktum, at han drikker sin kaffe med syv stykker sukker, fik ham kun til at vokse endnu tættere på mit hjerte!
Forfatteren formår meget dygtigt at forbinde alle disse utallige, og ved første øjekast, fuldstændigt ikke-relaterede fortællinger som bogen er fyldt til randen af. Fordi alle de karakterer der fremstår i bøgerne, tilsammen danner et stykke af det samlede puslespil eller et stykke i kludetæppet i den langsomt udviklende fortælling ”Historien om Willum”.
Selvom Willum i anden bog stadig er i centrum af historien, spiller de andre karakterer de førende roller i denne bog. Deres mest vanskelige historier, og hvad de havde at gøre med i livet, indtil de blev de mennesker, de er, er en stor del af historien. Og uden undtagelse vokser de sig alle stærkere fra omstændighederne i deres liv og udvikler sig til nogle ekstremt interessante mennesker. Bogen handler om så mange store og interessante personligheder, som forfatteren beskriver ganske kort, men på samme tid så sødt, magtfuldt og klart, at jeg ikke kan finde ud af, hvem af dem der rørte mig mest...
Der er for eksempel historien om Willums far; Råger S.B. Heinrich, historien om Willums søstre Lisa Nilson og Lisa Ekdal og mange andre. Hver enkelt fortælling er interessant, informativ eller simpelthen bare smuk.
Willums møde med Irma Severinsen i N.J. Frænkels Alderdomshjem er ligeledes meget smukt beskrevet, og Willums lette og unbekymrede omgang med den gamle dame og den effekt, han havde på hende, fik mig til at græde. Hendes glæde ved at møde nogen som Willum, som hun kan fortælle sin historie og dermed genopleve sin ungdom, er så utrolig stærk. Og det faktum, at hun ønsker at blive i sengen, fordi hun er ung der og kan gå tabt i sine drømme, er også en virkelig sød fortælling.
Historien om Thea Felicia rørte mig også dybt. Hun voksede op med tvangstanker, der ikke lod hende føle glæde, fordi hun var overbevist om, at til gengæld for den glæde hun følte, så ville nogle andre så ikke kunne føle nogen glæde, på grund af det. Rå tanker - men bestemt ikke fremmed for mange.
Og selvfølgelig er der historien om Willums mor KitogPatKot, der udgør en stor del af bogen. KitogPatKot er også en meget interessant konstrueret personlighed, selv hendes navn er en konstruktion: hendes navn består af hendes eget navn Kit og navnet på hendes forsvundne mand Pat Kot. Faktisk blev KitogPatKot oprindeligt kun kaldt Proto X-25 og var i begyndelsen blot et "væsen", der blev bygget af CIA til ét enkelt formål: at grave tunnelsystemer ekstremt hurtigt med sine bare hænder og vinde krigen. I denne sammenhæng beskriver forfatteren meget subtilt ting som tortur, krigsforbrydelser og sleepers (folk, der har fået en chip placeret i deres hjerne på regeringens vegne som manipulere med deres tanker og handlinger). Dette gør ikke kun Kit til en muldvarp (hun graver som en), men også billedligt (som en mulig spion bag fjendens rækker uden, at hun er opmærksom på det). Forfatteren beskriver scenerne på en saglig og ublodigt måde, så så meget som muligt overlades til læserens egen fantasi. Chippen i KitogPatKots hjerne minder mig om “I don’t like Mondays” af The Boomtown Rats med linjen “The silicon chip insider her head gets switched to overload”. KitogPatKot oplever efterfølgende mange forskellige ting, indtil hun med hjælp fra Råger S.B. Heinrich til sidst havner i Danmark, hvor hendes historie fortsætter. En historie om kærlighed, stoffer, søgen efter sikkerhed og tryghed og et haiku digt der altid vil spille en rolle...
Bogen har, som forgængeren også mange sjove elementer. Eller elementer, der er sjove og foruroligende og triste på samme tid. Bogen starter med et stort møde i ROTARY-logen. Det minder mig lidt om Wien-kongressen fra 1814/15, hvorfra citatet ”Kongressen danser” kommer. Dengang i Wien dansede og fejrede folk, drak og spiste godt; på ROTARY-mødet spiser logebrødrerne enorme mængder kvarkkage, og er parallelt grundlaget for et enormt masseeksperiment indeholdende Råger S.B. Heinrichs rabiate og stærkt eksperimenterende stof: Vaniluhm.
ROTARY-medlemmerne har efterfølgende en lang række meget psykedeliske oplevelser, hvoraf nogle af dem er ret sjove for læseren. Især Sten Stensen, der straks begynder at jodle og ikke kan stoppe igen...
Alt i alt er ”Historien om Willum, anden bog” meget forskellig fra den første bog, den er mere smuk og behagelig at læse og ikke så vild, psykedelisk og surrealistisk - (måske er jeg blot blevet så vant til det, at jeg ikke længere bemærker det) - men meget varm og sentimentalt i store dele og undertiden er den også romantisk.
Mange af scenerne går lige i hjertet og er meget rørende. Forfatteren er billedkunstner - i sin bog maler han billeder med ord, farverige, kraftfulde og smukke.
Jeg kan kun anbefale “Historien om Willum, anden bog” til alle dem, der kan og vil med ud på en vild rejse.
Jeg læste bogen og hørte lydbogen (indlæst af Johan Olsen) på samme tid og det var en fornøjelse (igen). Jeg vil anbefale begge bøger/lydbøger.
Underteksten til bogen er ”kan” - og ja, forfatteren KAN skrive. Jeg ser frem til den tredje bog, der heldigvis allerede står på min boghylde, og de kommende bøger og giver den her bog 5 stjerner.
Dienstag, 7. April 2020
Ist gerade nicht einfach, lustig über eine Wanderung zu schreiben, da es ja im Moment praktisch nichts außer Corona gibt. Freunde sind im besten Fall im Home Office, andere in Kurzarbeit oder haben, wie mein Freund Nikolai in Kopenhagen, ihren Job verloren. Dänemark hat die Corona-Regelungen bis August ausgeweitet, alle großen Musikfestivals sind abgesagt und langsam ist sogar mein dänischer Sonnenschein, der mich sonst immer tröstet und aufbaut, am Rande von Panik und Depression.
Und ich schreibe über eine lustige Wanderung?
Naja. Walter und ich waren in der Eifel und sind einmal rund um die Oleftalsperre gewandert. Die Strecke ist nicht ganz 15km lang, hat 95 Höhenmeter (behautet meine Fenix) und wir haben in den gut 3 Stunden, die wir unterwegs waren, kaum jemanden getroffen. Und wenn, dann haben alle Abstand gehalten. Daher war es ein sehr schöner Ausflug. Und wir haben allerlei Getier gesehen und uns am schönen Wetter, dem See, der Landschaft und am Leben erfreut.
Ich laufe fast jeden Morgen eine 5-15km-Runde, Walter geht um den Block oder walkt und einkaufen geht kurz und schmerzlos, so schnell und so selten wie möglich. Wir gehören beide zu Risikogruppen, versuchen, so wenig Risiken wie möglich einzugehen, für uns und für alle anderen.
Und hoffen das beste für uns und alle, die uns am Herzen liegen. Und wenn irgendwie möglich werden wir weiter wandern gehen. Und sagt man jetzt "bleib gesund" oder nicht? Keine Ahnung. Da ich als Chroniker nie gesund sein werde, es also nicht bleiben kann, sage ich meistens eher "pass auf dich auf" oder "Take care". In diesem Sinne hier noch ein paar Impressionen:
Und ich schreibe über eine lustige Wanderung?
Naja. Walter und ich waren in der Eifel und sind einmal rund um die Oleftalsperre gewandert. Die Strecke ist nicht ganz 15km lang, hat 95 Höhenmeter (behautet meine Fenix) und wir haben in den gut 3 Stunden, die wir unterwegs waren, kaum jemanden getroffen. Und wenn, dann haben alle Abstand gehalten. Daher war es ein sehr schöner Ausflug. Und wir haben allerlei Getier gesehen und uns am schönen Wetter, dem See, der Landschaft und am Leben erfreut.
Und dennoch, ja, das alles macht mich sehr nachdenklich.
Wir haben ja ohnehin sehr wenige soziale Kontakte und die paar, die wir haben, sind meistens so weit weg, dass sie Kontakt fast ausschließlich auf Telefon, Mails und Chats beschränkt. Daher vermissen wir im Moment tatsächlich kaum etwas. Wir gehen sowieso nie essen oder sonstwie aus, Filme, Konzerte, Theater und Shows schauen wir uns auch lieber am Monitor an. Rausgehen ist bei uns: laufen, walken, einkaufen. Und das darf man ja auch weiterhin. Zum Glück. Die Aussicht, nicht laufen gehen zu dürfen, machte mir Angst. Eine hässliche Diskussion in den sozialen Medien folgte. "Gesundheit und Leben gehen vor Sport", "Laufen ist kein Muss" und was von rücksichtslos war da zu lesen. Ja, ich brauche Sport für meine Gesundheit, es ist mein Mittel gegen Depressionen - tatsächlich (über)lebenswichtig und nicht nur für mich.
Wir haben ja ohnehin sehr wenige soziale Kontakte und die paar, die wir haben, sind meistens so weit weg, dass sie Kontakt fast ausschließlich auf Telefon, Mails und Chats beschränkt. Daher vermissen wir im Moment tatsächlich kaum etwas. Wir gehen sowieso nie essen oder sonstwie aus, Filme, Konzerte, Theater und Shows schauen wir uns auch lieber am Monitor an. Rausgehen ist bei uns: laufen, walken, einkaufen. Und das darf man ja auch weiterhin. Zum Glück. Die Aussicht, nicht laufen gehen zu dürfen, machte mir Angst. Eine hässliche Diskussion in den sozialen Medien folgte. "Gesundheit und Leben gehen vor Sport", "Laufen ist kein Muss" und was von rücksichtslos war da zu lesen. Ja, ich brauche Sport für meine Gesundheit, es ist mein Mittel gegen Depressionen - tatsächlich (über)lebenswichtig und nicht nur für mich.
Ich laufe fast jeden Morgen eine 5-15km-Runde, Walter geht um den Block oder walkt und einkaufen geht kurz und schmerzlos, so schnell und so selten wie möglich. Wir gehören beide zu Risikogruppen, versuchen, so wenig Risiken wie möglich einzugehen, für uns und für alle anderen.
Und hoffen das beste für uns und alle, die uns am Herzen liegen. Und wenn irgendwie möglich werden wir weiter wandern gehen. Und sagt man jetzt "bleib gesund" oder nicht? Keine Ahnung. Da ich als Chroniker nie gesund sein werde, es also nicht bleiben kann, sage ich meistens eher "pass auf dich auf" oder "Take care". In diesem Sinne hier noch ein paar Impressionen:
 |
| Die Olef-Staumauer von unten |
 |
| Eis! Nachmittags waren es fast 20°C! |
 |
| Heißt Schiefer eigentlich Schiefer, weil er schiefer ist als anderes Gestein? |
 |
| Da kamen wir uns vor wie in einem amerikanischen Western. Das Ding huschte nämlich quer über den Weg! |
 |
| Suchbild mit Zitronenfalter |
 |
| Blick von der Staumauer |
Und das, geneigter Leser, ist Allan. Allan ist ein Fischreiher. Es gab in den sozialen Medien ein kurzes Tagebuch mit dem Titel "Nyt fra Corona Land", das ich sehr gerne gelesen habe. Darin spielte Allan der Fischreiher eine bedeutende (wenn auch nicht sehr positive) Rolle. Der Scheißvogel. Und ich werde nie, nie, nie wieder einen Fischreiher sehen können, ohne an Pedro Engberg Andersen, Zwiebeln, Kresse und Spangsberg Ostereier mit Nougat denken zu können. Danke für die vielen Lacher in einer sehr unlustigen Zeit.
Donnerstag, 6. Februar 2020
Grippe - mehr nicht
Da gibt es etwas, über das wir mal reden müssen. Nein, nichts Schlüpfriges. Oder vielleicht doch? Naja, auf jeden Fall nicht im üblichen Sinne. Ich finde, wir sollten dringend mal über Grippe reden. Und in diesem Zusammenhang über Impfungen. Denn - ja, ich bin nicht gegen Grippe geimpft. Und ja, ich liege seit geraumer Zeit flach. Und zwar so flach, dass ich allerhöchstens mal den Kopf zum Fernsehen heben kann, oder um ein Schlückchen zu trinken. An Essen mag ich die meiste Zeit nicht denken, an Aufstehen eher auch nicht und für mich als Langstreckenläufer ist der Weg ins Bad schon eine Weltreise. Für mich ganz schlimm: ich kann mich keine fünf Minuten konzentrieren, sodass Lesen und Arbeiten im Moment völlig utopisch sind.
Und immer habe ich den Satz vor Augen, den man immer und immer wieder lesen kann: "Erkältet ist doch jeder Mal". Nein, geneigter Leser. Grippe ist KEINE schwere Erkältung, sie ist etwas gänzlich anderes. So habe ich zum Beispiel keinen nennenswerten Schnupfen oder Husten, dafür tut mir jeder Knochen, jedes Gelenk und jeder zweite Muskel weh. Ich hatte (und das ist für mich sehr untypisch) Fieber, rasende Kopfschmerzen (die auch von Schmerzmitteln nur marginal besser wurden) und alles in allem fühle ich mich wie ein Kaugummi, das jemand kräftig gekaut und dann ausgespuckt hat.
Corona ist in aller Munde und in allen Medien. Influenza schafft es dahin nur, wenn eine Pandemie droht und/oder sie einen schicken Namen hat (Vogelgrippe, Schweinegrippe oder ähnliches) - dann wird sie interessant. Vorher sind die vielen Erkrankten und Toten jedes Jahr nur eine Nummer in der Statistik.
Wieso bin ich nicht geimpft? Tja, das ist ein ebenso heikles wie interessante Thema in meinem Leben. Meine Eltern waren so gesehen keine Impfgegner, sie waren schlicht der Meinung, dass man manche Sachen einfach "durchmachen" oder "abkönnen" musst. So bekamen wir Kinder zwar die vorgesehenen Impfungen gegen Tetanus, Diphtherie und Polio, aber wir bekamen auch Keuchhusten, Windpocken, Röteln, Mumps und Masern. Und wir hatten riesiges Glück, wir überstanden alles ohne Folgen.
Heute sind Impfungen umstritten und in der Kritik. Impfgegner (oder Seuchenbefürworter) sehen Krankheiten als wichtig für die Entwicklung an und Impfen verursacht ihrer Meinung nach alles, von Krampfleiden bis Autismus und vermutlich auch Schweißfüße. DAS IST NICHT RICHTIG. IMPFEN SCHÜTZT. Den Geimpften selbst und im Rahmen der Herden-Immunität auch diejenigen, die nicht geimpft werden können oder bei denen die Impfung nicht anschlägt (Impfversager).
Ich hätte nie gedacht, dass mich die Grippe erwischen würde. Und als es um die Grippe-Impfung ging, hatte ich meine Mutter vor Augen, die sagt "da muss man durch" und "erkältet ist doch jeder mal" und - ja, ich bin nicht geimpft. Und ja, ich hab die Quittung. Und ja - ich werde im Herbst zwecks Impfung die Ärztin meines Vertrauens aufsuchen. Und wegen meiner Mutter wohl doch einen Exorzisten.
Wer noch ein bisschen mehr über Influenza und andere tolle Medizin-Themen lesen möchte, dem sei der Blog von Schwesterfraudoktor ans Herz gelegt und den findet ihr hier: https://www.schwesterfraudoktor.de/
Und immer habe ich den Satz vor Augen, den man immer und immer wieder lesen kann: "Erkältet ist doch jeder Mal". Nein, geneigter Leser. Grippe ist KEINE schwere Erkältung, sie ist etwas gänzlich anderes. So habe ich zum Beispiel keinen nennenswerten Schnupfen oder Husten, dafür tut mir jeder Knochen, jedes Gelenk und jeder zweite Muskel weh. Ich hatte (und das ist für mich sehr untypisch) Fieber, rasende Kopfschmerzen (die auch von Schmerzmitteln nur marginal besser wurden) und alles in allem fühle ich mich wie ein Kaugummi, das jemand kräftig gekaut und dann ausgespuckt hat.
Corona ist in aller Munde und in allen Medien. Influenza schafft es dahin nur, wenn eine Pandemie droht und/oder sie einen schicken Namen hat (Vogelgrippe, Schweinegrippe oder ähnliches) - dann wird sie interessant. Vorher sind die vielen Erkrankten und Toten jedes Jahr nur eine Nummer in der Statistik.
Wieso bin ich nicht geimpft? Tja, das ist ein ebenso heikles wie interessante Thema in meinem Leben. Meine Eltern waren so gesehen keine Impfgegner, sie waren schlicht der Meinung, dass man manche Sachen einfach "durchmachen" oder "abkönnen" musst. So bekamen wir Kinder zwar die vorgesehenen Impfungen gegen Tetanus, Diphtherie und Polio, aber wir bekamen auch Keuchhusten, Windpocken, Röteln, Mumps und Masern. Und wir hatten riesiges Glück, wir überstanden alles ohne Folgen.
Heute sind Impfungen umstritten und in der Kritik. Impfgegner (oder Seuchenbefürworter) sehen Krankheiten als wichtig für die Entwicklung an und Impfen verursacht ihrer Meinung nach alles, von Krampfleiden bis Autismus und vermutlich auch Schweißfüße. DAS IST NICHT RICHTIG. IMPFEN SCHÜTZT. Den Geimpften selbst und im Rahmen der Herden-Immunität auch diejenigen, die nicht geimpft werden können oder bei denen die Impfung nicht anschlägt (Impfversager).
Ich hätte nie gedacht, dass mich die Grippe erwischen würde. Und als es um die Grippe-Impfung ging, hatte ich meine Mutter vor Augen, die sagt "da muss man durch" und "erkältet ist doch jeder mal" und - ja, ich bin nicht geimpft. Und ja, ich hab die Quittung. Und ja - ich werde im Herbst zwecks Impfung die Ärztin meines Vertrauens aufsuchen. Und wegen meiner Mutter wohl doch einen Exorzisten.
Wer noch ein bisschen mehr über Influenza und andere tolle Medizin-Themen lesen möchte, dem sei der Blog von Schwesterfraudoktor ans Herz gelegt und den findet ihr hier: https://www.schwesterfraudoktor.de/
Mittwoch, 29. Januar 2020
Historien om Willum - oder womit ich die nächste Zeit wohl beschäftigt sein werde
Auf dass mir das Lesefutter nie ausgehen möge. Gestern bekam ich die drei bislang erschienenen Bände von "Historien om Willum", Band eins mit einer Widmung des Autors. Wow, ich bin dann mal weg...
Donnerstag, 23. Januar 2020
Historien om Willum 1. Bog
Das Buch gibt es leider nur auf Dänisch. Mein Dank an den Autor Nikolai Troest für die Korrektur meiner Rezension.
Historien om Willum 1. Bog:
Det er ekstremt vanskeligt at skrive en anmeldelse til bogen ”Historien om Willum, første Bog” skrevet af Nikolai Troest og Mikkel Lomborg. Det er fordi jeg ikke rigtig ved, hvad denne bog er.
En fantasyroman? Science fiction? Et psykedelisk kunstværk? Arbejdet med en psykedelisk kunstner? På en eller anden måde er det lidt af det hele. Bogen er en temmelig vild og kompliceret blanding, der minder om Mary Shellys “Frankenstein“ på den ene side, men også af Oliver Sacks’ ”Awakenings”, men også af Timothy Learys LSD-eksperimenter. Alt i bogen er surrealistisk, uvirkelig - men ikke umulig at ske. Og jeg tænkte fortsat på Paul Watzlawick og hans forklaring af virkeligheden. Nogen spiller Gud, nogen tror, at han er Gud, og alt føles lidt som en fuldstændig vildt tur på en rutsjebane eller spøgelsestogture. Historien, så abstrakt som den er, betagede mig, og jeg ville virkelig vide, hvordan den gik videre. Det var klart for mig, at historien endu ikke har en rigtig afslutning, fordi der er 5 bøger mere i serien. Derudover er det sprog, som forfatterne bruger, samtidig poetisk og kompliceret. Nogle af de ord, de bruger, kendte ikke engang min ordbog (ja, jeg er ikke en indfødt dansktalende og måtte delvist slå op) Så sprogets kompleksitet betød, at jeg var nødt til at læse meget langsomt og meget omhyggeligt. Jeg læste bogen og hørte lydbogen (indlæst af Johan Olsen) på samme tid og det hjalp mig meget. Han arrangerer teksterne på en måde, at de til trods for deres længde undertiden bliver forstået bedre.
Navnene, som forfatterne bruger, kan (efter min mening) være betydningsfulde og ikke tilfældige: stormesteren af R.O.T.A.R.Y. kaldes for eksempel Finn. N. Ormen (enten normer eller ormen, hvilket passer, fordi R.O.T.A.R.Y. ser sig selv som en slags moralsk autoritet), Hr. Hval I. Num er et anagram, ordet består af de samme bogstaver som Vaniluhm (stoffet Råger eksperimentere med) og det lyder lidt som ”Valium“ Nogle sektioner fik mig simpelthen til at grine, fordi de er meget absurde: månedsbladet for R.O.T.A.R.Y. kaldes for eksempel for ”Petriskålen“. På et andet tidspunkt tænker Råger: ”Enten, tænkte han, går jeg ind i politik - eller også ... sagde han til sig selv … må jeg bøje nogle etiske regler og finde noget humanoidt forskningsmateriale, som jeg kan arbejde mine visioner videre på.“
Alt i alt beskriver bogen meget forskellige ting, nogle af dem er ikke helt etiske, men meget filosofiske: ønsket om at lege Gud eller at skabe en Gud (dét, en væren ”troen på noget højere”, kunne skabes af ham selv.), forsøget på at skabe en helt ny virkelighed eller opfattelse (”Hvad hjernen ikke er forberedt på, ser øjet ikke.”) eller også: ”Vi venter. Fra fødsel til død. Vi venter hele tiden. Nogle venter på bussen, andre på den lille chance. Alle venter vi på den store kærlighed, og dem som ikke forventer at finde den, venter som regel på den store gevinst. Vi venter alle, mens tiden går. Vi venter, fra vores ankomst var ventet af andre, til vores afgang forventes af os selv. Vi venter på livet, mens vi lever. Vi venter på døden, mens vi dør.” Det ligner meget John Lennons “Life is what happens to you while you are busy making other plans”.
Mange gange var jeg nødt til at tænke på det citat, jeg snublede over hen mod slutningen: ”Hvem leder hvem i det store labyrintiske mønster gennem tiden?“
Bogen er som dette: en labyrint, hvor du let kan gå tabt som læser og derefter læses bogen bedst igen, fra begyndelsen - med din viden fra slutningen. Det hjælper.
… Og frem for alt: ”Du kan ikke gøre noget forkert“.
Det trøster...
4 stjerner fra mig
Historien om Willum 1. Bog:
Det er ekstremt vanskeligt at skrive en anmeldelse til bogen ”Historien om Willum, første Bog” skrevet af Nikolai Troest og Mikkel Lomborg. Det er fordi jeg ikke rigtig ved, hvad denne bog er.
En fantasyroman? Science fiction? Et psykedelisk kunstværk? Arbejdet med en psykedelisk kunstner? På en eller anden måde er det lidt af det hele. Bogen er en temmelig vild og kompliceret blanding, der minder om Mary Shellys “Frankenstein“ på den ene side, men også af Oliver Sacks’ ”Awakenings”, men også af Timothy Learys LSD-eksperimenter. Alt i bogen er surrealistisk, uvirkelig - men ikke umulig at ske. Og jeg tænkte fortsat på Paul Watzlawick og hans forklaring af virkeligheden. Nogen spiller Gud, nogen tror, at han er Gud, og alt føles lidt som en fuldstændig vildt tur på en rutsjebane eller spøgelsestogture. Historien, så abstrakt som den er, betagede mig, og jeg ville virkelig vide, hvordan den gik videre. Det var klart for mig, at historien endu ikke har en rigtig afslutning, fordi der er 5 bøger mere i serien. Derudover er det sprog, som forfatterne bruger, samtidig poetisk og kompliceret. Nogle af de ord, de bruger, kendte ikke engang min ordbog (ja, jeg er ikke en indfødt dansktalende og måtte delvist slå op) Så sprogets kompleksitet betød, at jeg var nødt til at læse meget langsomt og meget omhyggeligt. Jeg læste bogen og hørte lydbogen (indlæst af Johan Olsen) på samme tid og det hjalp mig meget. Han arrangerer teksterne på en måde, at de til trods for deres længde undertiden bliver forstået bedre.
Navnene, som forfatterne bruger, kan (efter min mening) være betydningsfulde og ikke tilfældige: stormesteren af R.O.T.A.R.Y. kaldes for eksempel Finn. N. Ormen (enten normer eller ormen, hvilket passer, fordi R.O.T.A.R.Y. ser sig selv som en slags moralsk autoritet), Hr. Hval I. Num er et anagram, ordet består af de samme bogstaver som Vaniluhm (stoffet Råger eksperimentere med) og det lyder lidt som ”Valium“ Nogle sektioner fik mig simpelthen til at grine, fordi de er meget absurde: månedsbladet for R.O.T.A.R.Y. kaldes for eksempel for ”Petriskålen“. På et andet tidspunkt tænker Råger: ”Enten, tænkte han, går jeg ind i politik - eller også ... sagde han til sig selv … må jeg bøje nogle etiske regler og finde noget humanoidt forskningsmateriale, som jeg kan arbejde mine visioner videre på.“
Alt i alt beskriver bogen meget forskellige ting, nogle af dem er ikke helt etiske, men meget filosofiske: ønsket om at lege Gud eller at skabe en Gud (dét, en væren ”troen på noget højere”, kunne skabes af ham selv.), forsøget på at skabe en helt ny virkelighed eller opfattelse (”Hvad hjernen ikke er forberedt på, ser øjet ikke.”) eller også: ”Vi venter. Fra fødsel til død. Vi venter hele tiden. Nogle venter på bussen, andre på den lille chance. Alle venter vi på den store kærlighed, og dem som ikke forventer at finde den, venter som regel på den store gevinst. Vi venter alle, mens tiden går. Vi venter, fra vores ankomst var ventet af andre, til vores afgang forventes af os selv. Vi venter på livet, mens vi lever. Vi venter på døden, mens vi dør.” Det ligner meget John Lennons “Life is what happens to you while you are busy making other plans”.
Mange gange var jeg nødt til at tænke på det citat, jeg snublede over hen mod slutningen: ”Hvem leder hvem i det store labyrintiske mønster gennem tiden?“
Bogen er som dette: en labyrint, hvor du let kan gå tabt som læser og derefter læses bogen bedst igen, fra begyndelsen - med din viden fra slutningen. Det hjælper.
… Og frem for alt: ”Du kan ikke gøre noget forkert“.
Det trøster...
4 stjerner fra mig
Abonnieren
Posts (Atom)